Projekt Sund - det nye liv

Når det føles som om man næsten har givet op, og så alligevel er kommet langt!

Jeg har været lidt stille siden ferien…jeg ved det godt. Her kommer mine tanker omkring hvorfor….

Efter ferien har jeg haft en følelse af at jeg er gået i stå, hvad angår mine kostvaner….har haft svært ved at komme helt ind på sporet igen. Jeg er tilbage på kaffen igen (savnede den for vildt!) og den ene kop jeg savnede om morgenen blev til 2-3 kopper i løbet af en dag. Der er kommet lidt brød ind i min hverdag igen…er kommet væk fra mine lækre salatter med tun, æg og avocado! Jeg er fuldt ud klar over at jeg selv har ansvaret for at komme på rette kurs igen…jeg skal bare lige spore mig ind på alt det gode det giver mig at spise ordentlig. Jeg savner netop nu, at spise ordentligt, for jeg kan jo mærke på min krop, at det ikke helt fungerer med kaffe, brød, sukker osv.

IMG_1529

 

Igennem alle mine voksen år har min vægt jo gået op og ned, og min kost har været alt for fed og fyldt med kulhydrater og fedtstoffer af den forkerte slags. Når jeg så valgte at “gøre noget ved det”, så blev det i kraft af en kur med Herbalife eller Natures Own (også en pulverkur fra USA) eller måske bare en solid gang nupo. Jeg kunne dog aldrig være på det særligt længe (læs: dårligt én dag!), for det er jo selvsagt ikke “fedt” kun at spise pulvershakes – eller det var/er det i hvertfald ikke for mig. Jeg har også været på Letigen, som gav så voldsomme rysteture at det var forfærdeligt (og så var de tilmed farlige), men alt dette var for at “slippe” for at tage mig selv seriøst og tage ansvar for hvad søren jeg puttede i munden! Jeg kan jo også se nu, at det ikke virkede. Jo jeg tabte mig da, men vupti røg det hele, og lidt til, på igen når kuren var slut. Så var det jo ligesom lidt ligemeget, ik?

Når jeg tænker tilbage på det, kan jeg jo sagtens se at jeg er kommet SÅ meget videre, at mine tanker er ændret, at jeg godt ved at jeg skal ændre min kost og få noget motion (ja det er røv-irriterende at svede – synes jeg), men det er jo det der virker. Jeg HAR flyttet mig men nogen dage føles det bare som om intet er sket…som om jeg er tilbage i det “gamle”.

“Du er ikke en fiasko fordi du ikke lykkes

Du er en succes fordi du prøver!”

Dette citat har jeg fået kendskab til via min uddannelse som unge-coach hos Pia Beck Rydahl, og det citat betyder meget for mig. Det er en stor succes at jeg stadig prøver…jeg giver ikke op. Jeg er ved at finde min vej i det her kost-eventyr. Ved at finde frem til hvad der virker og hvad der ikke virker, men blot på den lidt mere sunde måde, uden pulver og stærke piller. Jeg ved jo godt jeg er på rette vej, men som så mange andre, har jeg også mine nedture og kan tvivle på om jeg nu kan klare det her. Det ER hårdt og det ER sejt, og jeg klarer det også kun fordi jeg har nogle der støtter mig og skubber til mig. Min mand er efter mig (på den gode og kærlige måde) og ja jeg bliver SÅ irriteret på ham men jeg ved godt han har ret. Jeg VED godt at det er rigtigt når han siger at jeg ikke skulle tage den næste kop kaffe med mælk (laktosefri, dog), men jeg gør det alligevel. Jeg VED godt jeg får følelsen bagefter, at det ikke smagte så godt anyway. Så jeg har lovet mig selv, lige nu, at jeg vil lytte mere til min krop og ikke til hvad mit hoved tror jeg har lyst til (vanen med flere kopper kaffe om dagen).

Jeg har også ofte min kære kostvejleder Nicole i tankerne, både når jeg spiser noget som ikke er verdens bedste, såsom boller fra kohberg med smør og ost (busted!), men så sandelig også når jeg gør noget godt. Hun guider mig, i mine tanker og jeg kan skrive til hende, når jeg føler mig lidt fortabt. Så er der opbakning og støtte, og en lille smule skubben i den rigtige retning igen. Nicole er min partner in crime, og det er vigtigt for mig at vide at hun er der, også selvom det er mig der har ansvaret i sidste ende. Hun giver mig værktøjerne og hvordan jeg vælger at bruge dem, er op til mig.

Nicole-8

Billedet er lånt fra Nicole´s hjemmeside, www.nicolepunzi.dk.

Jeg har også en god håndfuld tøser og min kære store datter, som også støtter mig i kampen mod fedtet! De er med til at holde min gejst oppe og med til at få mig afsted til træning. Det er dejligt at de lytter og hører hvad jeg siger, men det er også dejligt at kunne videregive noget af alt det jeg lærer undervejs. Der er tusind veje der fører til Rom og jeg ved godt at hvad der virker for mig, virker ikke nødvendigvis for andre. Jeg lærer også af dem, og tager nogle nye ideer til mig. At blive inspireret er en stor del af det – se hvad andre gør og så tage det ind og prøve det af.

At jeg så stadig kan blive helt skeløjet af fryd når jeg smager en Chokofant eller min ynglings-is Kæmpe Eskimo, er en helt anden sag. Der er et stykke vej endnu til No-Sugar men der er røget en del siden jeg startede og det er jeg hamrende stolt af! Bum!

IMG_2592

Jeg ønsker dig en blændende god uge….jeg skal selv til eksamen på torsdag, og så kan jeg forhåbentlig kalde mig unge-coach…wish me luck!

Anja


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.