Teenpower rocks!

Igår startede Teenpower op igen, og jeg er med for tredje gang. Hver gang har jeg sommerfugle i maven og jeg er spændt. Jeg gør mig mange tanker omkring hvad aftenen vil byde på, når jeg sidder i min bil på vej mod Jagtvej i kbh. Jeg har nok nogenlunde de samme tanker som de unge selv…”kan de nu lide mig”, “bliver jeg set som den jeg er” eller “er jeg nu god nok”.

Selvom jeg er nærmer mig de 40 år, er jeg først inden for de senere år, begyndt at være rigtig nysgerrig på hvem jeg egentlig er – helt inderst inde i mit hjerte. Jeg ville næsten ønske at teenpower var der dengang jeg var ung, og alligevel ikke. Jeg har haft et liv med svigt fra voksne, manglet noget tryghed, har haft en kort barndom og blev hurtig voksen, men jeg er blevet den jeg i dag, ud fra de udfordringer jeg har haft i mit liv. Jeg har mange gange været i den der offer-rolle, hvor jeg håbede at nogen ville se hvor synd det var for mig, men jeg bryder mig bestemt ikke om den rolle. Jeg øver mig i at se hvad det er jeg har brug for og så sige det højt. Det betyder jo ikke, at jeg så bare skal have det, men det skaber noget bevidsthed omkring mine behov, og jeg reflekterer mere over dem.

Ligesom de unge igår var udfordret på at sige højt, hvad de ønsker at få ud af teenpower, kan jeg være udfordret med hvad jeg ønsker at få ud af mit liv. Tør jeg sige det højt? Er det for urealistisk? Må jeg gerne drømme store drømme, uden at det bliver manet til jorden som værende uopnåeligt eller tåbeligt? Kan jeg sætte ord på det?? Jeg øver mig stadig……

Jeg tror på at det handler meget om hvordan vi tænker, om os selv og om andre. Det nemmeste i denne verden, er at give de andre skylden for mange af de ting som ikke går som du ønsker det, men i bund og grund handler det om dine egne grænser, om at kunne sige til og fra, og om at tage den konsekvens som kommer ud fra den beslutning du tager. Du beslutter dig for om du vil sige ja eller nej, og det har en konsekvens på den ene eller den anden måde. Jeg øver mig i at mærke efter inden i, finde frem til den der intuition som egentlig godt ved hvad jeg har lyst til eller behov for. For mig handler det i den grad også om mod – mod til at gå den vej JEG har lyst til og se hvor det fører mig hen. Mod til at handle og gøre noget, frem for blot at tænke “nu gør jeg det snart” eller “jeg skal lige have det her på plads først”. De unge på Teenpower udviser et utroligt mod – de kommer på dette kursus med nogle udfordringer, og de sætter forsigtigt nogle ord på hvad det er de møder i deres hverdag, og stille og roligt kommer trygheden og tilliden til, at det her er okay…”her bliver der lyttet til mig og jeg bliver set som det unikke menneske jeg er”. Det er ikke altid de selv ser det, men vi andre ser det og med alle de øvelser vi skal igennem i løbet af de fem gange, ja så blomstrer de (og jeg) op og får øje på alle de kvaliteter og egenskaber som de rummer.

Jeg er meget taknemmelig for at være en del af dette kursus og den proces der sker, for jeg lærer så meget af de unge, lærer meget om mig selv og der bliver knyttet nogle bånd undervejs. Jeg ser hvor vigtigt det er at lytte til sine børn, være nærværende, udømmende og til stede. Jeg behøver ikke at skulle løse deres problemer, men blot lytte til hvilke udfordringer de har og være deres kærlige støtte. Jeg er ret så utålmodig med mange ting, om det så gælder de ting jeg gerne vil prøve, opnå eller udrette og det samme kan gælde min utålmodighed overfor mine børn. Jeg er ikke altid bevidst om det, men bliver bedre og bedre til at give dem plads og tid…alting behøver ikke ske lige på sekundet.

Kærlighed og varme til dig

Anja


Leave a Reply