Livet

Nye kontakter via Iværk og Vækst-messe 2013

logo_ivaerk_header

Iværk og vækst-messen er lige løbet af stabelen og jeg havde printet en gratis-billet ud fra Amino.dk. Jeg havde glædet mig til at blive blæst bagover af Mr. Thorborg som skulle sætte messen i gang, og det skal jeg da lige love for at jeg blev! Han fortæller at der i skolerne skulle indføres et fag der hedder “Købmandskab”, for hvis der er noget ungerne elsker, så er det da at lege købmand. Lad dem få en god ide, og så give dem mulighed for at realisere det…hvad skal der bruges, hvad skal der gøres, i  banken og låne penge, få stablet tingene på benene, lav en bod hvor der sælges fra, sælg til en god pris og sæt overskuddet i banken til en god rente, og så er der til klasseturen.

IMG_3606

Der var masser af indspark til at gå i gang med den ide du nu sidder med i hovedet…få det nu ud i virkeligheden og vis at du er til! Mr.Thorborg fortalte om Simon Mørch som lige er blevet 18 år og som har været iværksætter i mange år allerede. Simon er millionær på sine ideer, og det var så inspirerende at høre, at det handler om at tro på at man har en god ide, og så er det bare med at dele det så man kan få noget sparring på det og få sat det i gang. Du kan læse mere om Simon her.

Der var masser af god inspiration at hente på messen, og posen blev hurtigt fyldt med gode pjecer og visitkort. Jeg fik kontakt til Beierholm.dk som tilbyder 2 timers gratis rådgivning i forhold til opstart af virksomhed – lige noget for mig, så der skal bookes tid inden årets udgang. Tryg gjorde mig opmærksom på forsikring i forbindelse med at være en selvstændig erhvervsdrivende, så der kommer også et møde i slut 2013. Der er så mange ting at tænke på, når tankerne svirrer om at gå selvtændig, og så er det jo fedt at få al den hjælp der skal til.

Fotograf Jakob Æ. Kjøller tilbød et portræt foto til LinkedIn, Facebook eller hjemmeside (eller hvad du nu ville bruge det til), og det måtte jeg da lige have med, Jeg stillede mig i kø, og bagved mig stod en kvinde og jeg sagde til hende at “det er da lidt angst-provokerende at lade sig fotografere uden at have et spejl i nærheden”…hun smilte og sagde at jeg så pæn ud, og hun var så lidt ærgerlig over at hun ikke havde lidt læbestift, og vupti det havde jeg da. Hun lånte den og snakken gik i gang…om hvad vi lavede hver især. Jeg kom til og  fik taget foto, og da vi skulle vælge det ene  foto ud, sagde fotografen “du befinder dig da meget godt foran et kamera, gør du ik?” og med lidt røde kinder, fik jeg sagt ja. Har jo lært det af min kære svigerinde, som blandt andet har taget billedet til min facebook-side. Da Charlotte, som hun hedder, skulle til, spurgte hun om jeg ikke lige kunne vente 2 minutter, for vi skulle lige snakke. Vi blev enige om at mødes til en netværks-kop kaffe en dag og få snakket om hvordan vi kunne hjælpe hinanden. Hun er stærk indenfor karriererådgivning, rekruttering og workshops, så det kan sagtens blive godt.

En sjov ting som der mødte mig undervejs på messen, var disse skønne drivhuse, som blev brugt som mødelokaler for to. Super skønne og jeg har lige læst i dag at opfinderen af disse mobile drivhuse/mødelokaler, vandt iværksætterprisen i kategorien “Bedste fysiske produkt” i Århus. Hun hedder Line Grüner og har Urban Green House. Genialt!

IMG_3607

Og selvfølgelig skulle jeg møde Carina Heckscher som forærede mig sine to bøger, “Networking, en del af min hverdag” og “123% livsMOD-når livet leves fra hjertet”, og jeg har tænkt mig at udlodde hendes nyeste bog, til dig. Der kommer et indlæg om dette meget snart…så hold øje med indbakken. Carina har givet mig modet til at netværke, og det gjorde jeg, på stille vis, på messen….små skridt men de er der, og det er det vigtigste.

IMG_3621

IMG_3622

Messen gav mig fornyet styrke og fornyet tro på at det godt kan lade sig gøre at blive selvstændig, for der er masser til at bakke op og masser af muligheder, det handler blot om at tage imod og turde turde. Carina har i den grad sparket mig i gang med at turde netværke, og at dele visitkort ud.

Messe-besøget blev afsluttet med en skøn frokost sammen med min kære far, som fik det hele fortalt på den halve tid…jeg var jo fuld af ny energi og mod, så det skulle jo lige ud med rekord-fart.  Han var bare så glad for at se mig så glad, og så gik vi ellers i krig med den største omgang brunch som jeg har set længe….(kan desværre ikke huske navnet på cafeen).

IMG_3610

De bedste søndags-hilsener fra

Anja

 

 

 


En kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.