Livet

Meditation og tankemylder!

Kender du det?

Når tankerne farer afsted og du har svært ved at få dem til at stoppe på motorvejen inde i dit hoved?
Sådan har jeg det for tiden, og ikke uden grund. Som du kunne læse i mit sidste indlæg (læs med her), så blev min svigermor alvorligt ramt af sygdom, og det viste sig at være flere blodpropper i hjernen. Vi samledes som familie og forsøgte at gøre alt hvad der stod i vores magt, for at være der og for at vise hende kærlighed. Lægerne gjorde hvad de kunne, men efter 16 dage, måtte vi sige et svært farvel til hende.

Det gør ondt at sige farvel.

Det ved vi alle sammen, man får så ondt inde i hjertet og tænker, at det ikke skulle være nu, at det ikke er fair. Igen kører tankerne rundt, og det er svært at sove ordentligt, eller bare tænke en tanke til ende.
Vi var sammen om at sige det sidste farvel, med kys på panden og smuk musik af Alexandra Burke. Vi fik snakket om alle de gode minder, skålet i et glas Asti og åbnet vinduet på 9.sal på Riget, så hendes sjæl kunne komme ud. Midt i alt det sorgfulde, var det også bare så smukt og fint.

Hverdagen sniger sig ind.

Selvom sorgen er derinde, og føles som en knude i maven, så vender hverdagen tilbage og den slipper heller ikke jeg for. Der er stadig et arbejde der skal passes, tøjvask der skal sættes over, mad der skal laves og alle de andre ting, som blot venter på at blive sat i gang. Hverdagen er stadig vigtig at få til at fungere på bedste vis, og det er også fint nok at få tankerne ledt et andet sted hen, for en stund.
Som jeg skrev i sidste indlæg, så bliver jeg også meget bevist om hvor sårbart livet egentlig er, og at det er vigtigt at leve, lige her og nu.

Meditation som sovemiddel?

Jeg havde mine tvivl om hvorvidt det ville virke med meditation om aftenen – det må jeg indrømme. De sidste 3 aftener har jeg dog lavet meditation umiddelbart før jeg skulle i seng, og jeg har sovet som en sten! Og det er ved at være et stykke tid siden, at jeg har prøvet det. Meditation er også en del af det kursus jeg er ved at gennemføre, og jeg forsøger at få det ind som en del af min hverdag. Den ro jeg får ud af det, gør at jeg kan få styr på tankemylderet – få overskud til mere end før.
Så meditation er kommet for at blive, selvom jeg stadig lige skal huske mig selv på det. Jeg bruger for øvrigt en fantastisk app fra Mindfulness Akademiet ApS, hvor der er mange forskellige former for meditationer.

Vi fejrer og mindes i aften.

I dag ville svigermor være fyldt 71 år, og vi fejrer og mindes i aften, med lidt vin med den tætte familie. Vi skåler og sender masse af tanker til svigermor, som nu regerer på den stjernefyldte himmel.

Jeg valgte at købe en stor buket røde roser.

  • til minde om hende
  • til at minde mig om at livet er smukt hvis man ser sig omkring
  • fordi det er fredag
  • fordi det er vigtigt at huske på de gode stunder

Roser

 

Jeg ønsker dig en skøn weekend, og husk nu at kramme lidt.

Love A


2 kommentarer

  • mette

    søde Anja…dejligt at læse….du er god til at sætte pris på tingene i hverdagen. Virker som om du ikke bare suser af sted, men sætter pris på det du har, det er guld værd. Det er vi mange der kan lære af. kys Mette

  • Anja

    Tak Mette

    Jeg vil sige at jeg forsøger, men det er noget der kræver en bevidst handling. Vi drøner tit derudaf med hovedet under armen og glemmer/overser det som rent faktisk betyder noget eller som måske skulle have noget opmærksomhed.

    Jeg træner det, næsten hver dag, og med tiden bliver det en del af mig. Men det kræver at jeg gør det aktivt.

    Knus Anja

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.