Hov,hvor blev tiden af?

Ja jeg undskylder at jeg har været ret så fraværende her på bloggen, men der er sket forskellige ting de sidste måneder.

En af de rigtig gode ting er at jeg har fået mig et fuldtidsjob i Q2con, et lille hyggeligt IT-firma i Glostrup. Det kan stadig føles så uvirkeligt, at jeg er i gang igen, men det er jeg altså, langt om længe. Hvis ikke jeg havde fået en virksomhedspraktik plads hos Charlotte Lotus Sommer , ja så var jeg jo ikke endt her. I løbet af min tid hos Charlotte, fik hun sat gang i en samtale med hendes svoger som har Q2con og vupti, så faldt brikkerne i hak og jeg kunne sige at jeg var i job!

Jeg er dybt taknemmelig for at Charlotte førte an her, og så at det ville passe sammen. Nogen gange åbner dørene sig bare, og tingene kan tage fart. Jeg følte ikke altid at jeg stod ved roret, men jeg følte mig tryg alligevel, for Charlotte ville mig det bedste, ingen tvivl om det, og hun er typen som handler på det som opstår. Jeg var nok kørt lidt død i det efter lidt for lang tid som jobsøgende, og havde nok også mistet modet lidt. Det er jo ganske naturligt, men alligevel gjorde det godt hver gang jeg var i praktik – gav det der boost som jeg manglede ved at sende den ene ansøgning afsted efter den anden. Den gode følelse af at være i gang, var topmotiverende.

Sommerferien er lige slut og det har været en skøn sommer for os. Vi har nydt hver dag og bare taget dagene som de nu kom. Få aftaler var der dog, men derudover var det bare at mærke efter hvad vi havde lyst til af sjove ting.

Jeg havde en følelse af at komme helt ned i gear, hvilket var super fedt. Jeg havde udfordret mig selv med en 21 dages-meditations retreat fra Deepak Chopra, og det gik for det meste godt. Jeg fik min mor-tid hvor jeg smed mig i køjen og bare lyttede til en 15 minutters øvelse, hvilket var helt fantastisk! Det var en stor udfordring at det skulle være hver dag, og der var da dage hvor jeg missede det, men pyt med det…jeg gjorde en indsats for at nå de fleste af dagene. Det er ikke sidste gang at jeg gør det her, for sikke en fed følelse det var at gå helt ind i øvelsen.

 

Vi har også sagt farvel til et kært lille familiemedlem i foråret – vores kære Basse-mis blev syg og vi måtte tage en tung beslutning, som dog viste sig at være mere end rigtig. Det viste sig nemlig at han havde en grim cyste i svælget som ville være svær, om ikke umulig, at operere væk. Han er savnet, den lille røver.

Jeg skal desuden også til at være frivillig hos Hverdagens Helte, hvor det primært er de unge der er fokus på. Jeg glæder mig ufatteligt meget, og ser frem til at suge masser af nye oplevelser til mig og føre mig selv i den retning hvor de unge er, og som er dem jeg virkelig gerne vil gøre en forskel for.

Jeg håber at kunne bidrage med nogle af de erfaringer jeg selv har gjort mig og forhåbentlig blive meget klogere på hvordan de unge er i dag, og hvad der er deres dagligdag. Hvad er det de møder derude, og hvordan påvirker det dem? Er de klar til at gøre en forskel selv, være et forbillede for andre? Det og meget mere glæder jeg mig til at snuse til. Det kan kun blive spændende og udfordrene.

Vi bevæger os hen imod sensommeren nu, og det føles lidt som om tiden er fløjet afsted. Denne vinter fylder jeg 40 år, hvilket jeg har haft lidt blandede følelser med, men nu er jeg begyndt at se frem til det. Jeg er ikke nået til Fyrre, Fed og Færdig endnu og satser på at det bliver Fyrre, Frisk og Fyrig…hihihihi. Fejres skal det sgu!

Anyways, tak fordi du gider at læse alt dette (hvis du da er nået herned). Jeg har en drøm om at skrive lidt mere regelmæssigt, men det må jo komme an på en prøve 🙂

Ha´det skønt indtil næste gang.

Anja


Leave a Reply