At mærke frygten og så gøre det alligevel!

De sidste dage har været fyldt med mange følelser og indtryk. Onsdag var dagen hvor Teenpower skulle afsluttes, og selvom nogle af de unge selv kommer tilbage til teenpower-weekend eller måske vender tilbage som Mentorer, så var det en smule vemodigt at skulle give kram og sige farvel.

Det er så utroligt at mærke hvor meget de kan rykke sig, mærke hvordan de tager sig selv alvorligt og begynder at udvise mod i rigtig mange situationer. Som voksen er det helt misundelsesværdigt at de indser alle disse ting i så ung en alder….alt det de lærer, mærker, indser, virkeliggør i løbet af disse fem onsdage er noget de kan tage med sig hele livet og give dem den bedst mulige start på det voksne liv.

Jeg er taknemmelig for at have været med hele vejen og håber at kunne være med næste gang Teenpower løber af stablen til januar.

Tak til Pia for det fine hjerte (som ligner det her – mit har bare prikker).

Torsdag var jeg inde og være med i panelet hos Mindjuice til deres foredrag om Kommunikation og Personlig ledelse. Rudi ringede mig op forleden og spurgte om jeg ville være med, og uden egentlig at vide hvad jeg skulle, havde jeg tillid til, at det skulle jeg nok klare! Rudi forklarede det på mail og jeg tænkte, at det var alligevel lidt udfordrene at jeg skulle op foran alle deltagerne og fortælle om mit udbytte af uddannelsen og lidt i den stil, men nu havde jeg sagt ja og jeg overbevidste mig selv om, at det var jo ikke noget jeg ville dø af – heldigvis :o)

At sidde bagerst og kigge på alle de rygge der sidder og lytter til Pernille W. Lauritsen, er jo rimeligt nemt og jeg følte mig ganske rolig. Så kommer tidspunktet hvor Pernille præsenterer Lars og jeg, og turen op igennem alle deltagerne (ca.45 tror jeg) gav mig lige et kick! Jeg startede med at præsentere mig og efterhånden som minutterne (eller var det sekunderne) gik, mærkede jeg varmen brede sig i mine kinder. Her stod jeg foran knapt 45 mennesker, som bare gloede på MIG, og lyttede til mig….what a rush….i hvertfald inde i min krop. Jeg er sikker på at alle kunne høre at min stemme begyndte at dirre, og at alle kunne se  mine fingre og hænder blive klamme…..

MEN jeg klarede den og det var virkelig en WAUW-følelse….min frygt for at gå derop, så jeg i øjnene og tænkte “hell no, jeg gør det sgu”!

Da aftenen var slut kom en af deltagerne hen og spurgte om hun måtte få mit navn, for hun ville spørge efter mig, hvis hun skulle have gratis prøve-session hos Mindjuice! Jeg var dybt beæret og meget glad for at hun sagde det, men som udgangspunkt er det ikke mig der er blandt dem der ringer op til de her sessions.

En anden kom hen og sagde at jeg da bare strålede og havde de mest glade øjne! Igen måtte jeg sige tak fordi hun delte det med mig….jeg blev glad helt ned i maven og så taknemmelig for den ærlighed.

På vejen hjem i toget, smilede jeg og havde en fest indeni. En dejligere og federe dag kunne det ikke blive. Så tak til Rudi og Pernille for invitationen til panelet.

Nu skal ansøgningen afsted som coachtræner til holder der starter op i Januar…..en udfordring, ja det er det, men jeg gør det sgu alligevel!

Ha en dejlig weekend alle sammen – jeg ser frem til en skøn en af slagsen i Hornbæk.

Kram fra Anja


Skriv et svar