At finde vejen

IMG_4750

 

Forleden skulle jeg hente min datter hos en legekammerat, og hun bor på en af de veje, hvor jeg havde min opvækst. Jeg gik ned af samme lille sti bag min gamle skole (som nu er kursuscenter, postcentral og VUC), men i det jeg gik ned af denne sti, væltede det frem med indre billeder.

Billeder fra min ungdom med veninder, når vi sneg os væk fra timerne for at ryge i smug eller når vi skulle ind på det gamle fritidshjem efter skole. Jeg mindedes mange gode stunder og savnede det at være ung og uden alle disse her tanker om hvad fremtiden skal bringe. Dengang tænkte jeg ikke over, hvor jeg ville være som 40-årig. Ja jeg tror ikke jeg havde den fjerneste ide om hvordan mit liv ville se ud, når jeg var 40? Ville jeg være mor til to skønne piger, være gift, bo i rækkehus, være blevet uddannet som coach?

IMG_4755

 

Det var en tur ned af Memory Lane og skolen er der som sådan stadig blot med nye tilbygninger. Hvor mange gange har jeg ikke gået ind af denne låge, hvor mange gange er jeg ikke smuttet ned til købmanden på Chr.X alle og købt usunde ting. Jeg husker min første skoledag med min knaldrøde skoletaske og masser af spænding. Jeg husker at Noller fra Brdr. Olsen var pædagog på fritteren og vi altid skulle synge og spille. Jeg husker alle de gode stunder med veninder, som jeg heldigvis stadig har tæt ved mig.

Jeg tror ikke at særligt mange af os reelt vidste hvad vi ville “ende” med at blive i vores voksen liv. Jeg ved det stadig ikke helt, men jeg ved at jeg er på vej. Jeg ved at jeg er ved at finde vejen, finde roen og ved nu at jeg skal være mig selv, og sige fra og til. Det er okay at jeg er mig, og det er okay, at der er nogle der ikke vil være en del af mit liv længere, og det er okay at jeg vælger nogen fra.

IMG_4749

 

Jeg vil rigtig gerne følge mit hjerte, og selvom det kan være svært at lytte til ind i mellem, øver jeg mig i det. Mine tanker overdøver det alt for ofte, og det kræver træning at “høre” det tale.

Follow your heart <3

Anja


Leave a Reply