En perle på strandvejen

Et hotel med sjæl og historie

Jeg har fået job – det i sig selv er jo selvfølgelig helt vildt dejligt, men jeg er så glad for at det er lige netop her, jeg har fået job – på skønne Hotel Villa Brinkly. Det er vitterlig en perle på strandvejen.

Brinly

Jeg har sjældent følt mig så meget hjemme, som jeg gør hos Anette og Erik, ejerne af hotellet. De har skabt en skøn stemning her, som gør at man bare føler sig godt modtaget og meget “hjemme”. De har lagt meget arbejde i at få rammerne i orden, og på sådan et gammelt hotel (det er fra 1872) er der altid noget der skal laves eller ordnes, og det tager 1.hotel-karl sig af (og det er Erik). Han refererer til vedligeholdelsesafdelingen (og det er også Erik), og så er det ellers om at gå i gang.  Jeg elsker deres lune humor og store ambitioner – der er ingen tvivl for mig om, at det her sted vil fylde på danmarkskortet (mere end det gør allerede), og at jeg får rigeligt at lave.

Morgen på Brinkly

varelse2

 

1. dag og kursus

Lige fra første dag blev jeg kastet ud i at tage telefonen med bestillinger, gå til hånde og så var der kursus i at bruge vilde planter og ukrudt i maden, sammen dag som jeg startede. Der var blevet samlet en masse planter og ukrudt ind, som så var blevet til boller, pesto, saft, marmelade, snaps, sukker og urtesalt. Jeg har aldrig brugt ukrudt til maden (har ellers en have fuld, men det er en anden historie), men jeg var godt nok overrasket over så godt det smagte!

Annemette Olesen er forfatteren til rigtig mange bøger om emnet, og hun var eksperten der fortalte om det hele. Hvis der er nogen der ved noget om urter og planter, så er det Annemette. Vi var også på en lille tur til stranden og hente en masse planter der – hele vejen derned fortalte hun om alt vi så på vores vej, og hvordan vi kunne bruge dem i madlavningen. Meget imponerende, for jeg ser det jo bare som ukrudt som skal væk. Lidt sjovt at se anderledes på det nu.

IMG_7416

IMG_7392

IMG_7391

IMG_7412

 

Næste kursus med Annemette Olesen

Det næste kursus bliver 15 juni og 29 juni, og det glæder jeg mig til. Du kan tilmelde dig på mail: info@go-appetite eller ringe 2840 4990. Du kan læse meget mere om kurset her 

Jeg glæder mig til at lære dette hotel mere at kende, til at lære alle historierne om det, for der er ved gud mange. Alt det vil komme her på bloggen, og det bliver en fornøjelse for mig at fortælle dem videre.

Anette har desuden også et catering firma, som hedder Go´apPetite, og hun kan simpelthen levere mad til rigtig mange mennesker. Jeg glæder mig meget til at lære nyt om sund mad, nye smage og bare suge til mig, når der bliver kreeret lækker mad. Det jeg har set indtil nu (og smagt), er sindsygt lækkert og Anette er vildt dygtig.

Fredag skulle jeg først møde ind kl.9, men jeg kørte til Skotterup da jeg havde sat Rosa af ved skolen, og var ved hotellet allerede halv 9. Jeg satte bilen, tog min termokop med kaffe og satte mig ned til vandet, som ligger et stenkast derfra. Her sad jeg og nød stilheden, solen og vandet…..tænk at det er muligt at have sig sådan en morgen.

IMG_7425

Det var lidt om mit nye job, som jeg er så glad for at have fundet. Nu vil jeg nyde min søndag hos Sofie, min tidligere blog-manager fra Shine like a STAR – hun holder tøse-brunch/housewarming, og jeg glæder mig til at se hende igen.

Du må have den dejligste søndag, og jeg håber du har solskin, der hvor du er.

Anja

This entry was posted in Livet.

Venus Weekend for mor og datter

Venus weekend i sigte

Inden længe skal Rosa og jeg afsted på Venus Weekend sammen på Møns Retreat, og vi glæder os helt vildt. Det er Pia Beck Rydahl fra Hverdagens Helte, som sammen med sin egen datter Lucca, har arrangeret dette for mødre og døtre. Nu er det anden gang at det bliver arrangeret, og jeg nåede desværre ikke med første gang, for Rosa var ikke helt klar til det, men det er hun nu.

Venus weekend hus

Weekenden bliver fyldt med mindfulness, yoga, meditationer og super skøn økologisk vegetarisk mad. Det er meget nyt for Rosa og også lidt for mig, at bruge (næsten) hele tre dage med mere stilhed, søgen ind i kroppen og kreativt samvær med andre skønne kvinder og deres ligeså skønne døtre. Vi er spændte men på den der hyggelige måde, og jeg tror bestemt at Rosa synes det er lidt sjovt at jeg også er så spændt – at det ikke kun er hende.

IMG_7326

Jeg glæder mig enormt til at være sammen med Rosa på en anden måde end i hverdagen – nyde tiden og nyde at komme helt ned i gear. Der skal pakkes behageligt tøj som ikke strammer og der skal pakkes godt humør med ned i tasken.

Jeg vil glæde mig til at skrive mere om det. når vi har været afsted, og jeg lover at der kommer masser af billeder derfra.

Venus weekend Lucca

Pas på dig indtil næste gang <3

Anja

 

 

This entry was posted in Livet.

Påskeferie i Hornbæk

Sol over Hornbæk

I påsken tog vi en tur til Hornbæk – en tur op til vores campingvogn. Der skal vist ikke være nogen tvivl om at vi elsker at være deroppe. Der er bare en anden ro når vi kommer derop, og alting bliver lidt mere simpelt og enkelt. Pladsen er jo noget mindre end i det daglige, og måske er det netop det som gør at hyggen er anderledes, og stemningen er meget mere afslappet. “Vi skal jo ikke nå noget” var vist en ret brugt kommentar her i påsken, og vi tog det lidt som det kom.

IMG_7130

Et stort hit var det at der var kommet ny legeplads, som nu passer meget bedre til både store og små. Lidt hawaii-stemning er der kommet over pladsen.

Armgang på legeplads

Vi fik gået tur ned igennem plantagen og ned til havnen. Hornbæk havn emmede af liv og masser af mennesker, og selvfølgelig skulle der være plads til en af de gode is fra Haven-grillen. De var så store at vi rent faktisk ikke kunne spise dem op, men de var super gode.

Solstrejf i plantagen

Det smukke hvide bunddække

Isen

Påskefrokost

Ingen påske, uden påskefrokost….

Vi hyggede hos vores naboer i solskinsvejret, og fælles-maden kom på bordet. Igen var der ingen travlhed eller noget der skulle nåes, men blot en gevaldig hygge og snakken gik. Ungerne legede og nød også bare at drøne rundt på pladsen.

Påskebordet

Rap 1 og Rap 2

 

Påskebio

Selvom vejret var super godt, blev der også tid til en omgang “biffen” inde i vognen, og ungerne fik hver deres krus med popcorn. Krusene kan købes i Tiger-butikken til ganske få penge – de er super fine og gode i størrelsen. Kan godt anbefales 🙂

Popcorn

Jeg fik også lidt tid til at kigge i mine magasiner som har ligget i hundrede år i vognen – nu blev der klippet ud til mit wish board, som skal laves indenfor det næste stykke tid. Masser af tekst og billeder blev klippet ud. Jeg synes altid det er sjovt at se hvad der fanger øjet – hvad er det for stykker tekst der fanger en, hvilke billeder siger en noget. Jeg glæder mig til at få det hele sat sammen på et stort stykke pap, som så skal op og hænge på mit kontor.

Udklip til wish-board

Sol i vognen

Det har været en skøn påske, som i den grad fik os ned i gear og som føltes som om den var meget længere end de 5 dage. Vi fik også lige taget os sammen til at få det store telt på vores vogn, og selvom det kan være lidt svært at komme i gang, ja så går det sgu meget godt når først vi lige får overblikket. Jeg bliver så glad hver gang det kommer på, og det vidner om at sommeren er lige ved at være der.

Det store telt

Teltet forfra

Spisepladsen

Hyggestolene

Spiseplads

Åh jeg glæder mig allerede til næste gang vi skal derop……

Jeg håber du har haft en dejlig påske, og nydt det gode vejr.

Kram fra Anja

 

This entry was posted in Livet.

Orkideer fra Thailand

Der kom en pakke fra Thailand

Jeg må indrømme, at jeg var noget spændt på at modtage denne pakke, for den ville være fyldt med orkideer fra Thailand. Det har jeg aldrig prøvet før, men nu fik jeg muligheden for at afprøve det.

Orkideer i æsken

De kom forsvarligt pakket i en kasse, forsigtigt pakket ind i plastik og med hver deres lille vandbeholder fyldt med vand som sørgede for at de kunne holde hele vejen hertil. Inde i pakken var der er en udførlig beskrivelse af hvordan jeg ville få mest muligt ud af mine orkideer. En af de ting der var rigtig vigtig, var lige at give blomsterne tid til at vænne sig til temperaturen i mit hus og derefter forsigtigt pakke dem ud, en for en. De ser sarte og skrøbelige ud, men de er meget smukke og ret så sprøde da de kommer helt ud af pakken.

Påskeferien

Jeg skulle på påskeferie dagen efter jeg havde modtaget dem, og jeg valgte at lade dem blive hjemme (overvejede at tage dem med i campingvognen, men undlod alligevel). Jeg gjorde som der stod i instruktionen og sørgede for at de ikke stod i direkte sol imens jeg var væk.

Orkideer i kanden

De stod lige så flotte og ranke da jeg kom hjem, fuld af liv og sprødhed! De kan holde i op til flere uger hvis jeg behandler dem godt, og igen blot gør som der står i hæftet der følger med (det hele står på dansk, så det er lige til at gå til).

Jeg må sige at jeg er lidt imponeret, for selvom jeg havde hørt godt om dem tidligere, så synes jeg det er godt gået at man kan få tilsendt afskårne orkideer fra Thailand. De er meget smukke og absolut en ide til at bruge som gaveide, eller bare til at forkæle sig selv.

Min orkidee

Jeg vil klart anbefale dig at tage et kig på deres hjemmeside HER  eller evt. gå ind på deres facbookside HER. Der findes et stort og smukt udvalg af farver, og de kan bestilles i enten 10 eller 15 stks.

Jeg vil nyde mine orkideer længe endnu <3

Jeg ønsker dig en dejlig onsdag.

Anja

 

This entry was posted in Livet.

Nyt job

Jeg bliver en del af Hotel Villa Brinkly

Jeg er så glad…virkelig glad helt ind i hjertet! Jeg har fundet et job – et job som lige fra start har talt til mit hjerte og som bare føltes så rigtigt…..

Og nu er det mit!

Hotellet

 

Jeg glæder mig til at blive en del af familien på stedet, til at kunne give en hånd med på hele den administrative del samt være hende der træder til når det behøves. Samtalerne har været skønne, og for hver gang jeg var der, blev jeg mere og mere forelsket i stedet. Erik og Anette er fantastiske mennesker med ambitioner og med enorm drivkraft. Udover hotellet, som forøvrigt rummer 8 hyggelige værelser, så har de også deres catering-firma Go Appetite som er en væsentlig del af huset. Også her er niveauet meget højt g jeg glæder mig til at få tonsvis af inspiration til madlavning (og den er sund, for det går Anette meget op i), og jeg glæder mig til at mærke iværksætter-ånden i fuld flor.

Jeg vil glæde mig til at byde jer indenfor på hotellet, og vise jer hvordan livet er her. Jeg ved at jeg allerede er solgt.

Hvis du er nysgerrig på hvad der er her på hotellet, så tag et kig her Hotel Villa Brinkly – jeg er sikker på at du også bliver forelsket.

Du må have en bragende god mandag <3

Anja

This entry was posted in Livet.

Min nye løbetræner “Stella”

Én app – 9 uger

At løbe har altid været lidt en bet for mig – jeg føler mig ofte tung og befinder mig ikke godt i stramme tights, men de gange hvor jeg har løbet (og det har jeg af flere omgange) har jeg dog haft stor glæde af musik i ørerne og mine almindelige træningsbukser. Det svære er at holde motivationen og blive ved over længere tid, og jeg må indrømme, at jeg synes det bliver meget kedeligt at løbe efter noget tid.

De sidste mange måneder har jeg gået jævnt i Fitness World og det synes jeg er sjovt, og det er nok derfor jeg fortsætter, for jeg synes jo helst at det skal være noget jeg gider og som jeg synes er sjovt. Nu kombinerer jeg det med lidt løb og nu med hjælp fra “Stella” min nye løbetræner (ja det har jeg valgt at kalde stemmen i mit øre).

Stella

 

Jeg blev anbefalet at bruge denne app “Get Running” af Mie fra www.madling.dk (hvis hjemmeside jeg kan anbefale at lure på hvis du mangler inspiration til mad), og i dag var første dag med “Stella” i ørerne. Hun guidede mig igennem opvarmning, og førte mig igennem gå-og løbeintervaller på en behagelig måde. Det føltes nemt og overskueligt, og selvom turen blev lidt længere end i mandags (hvor det var uden “Stella”), føltes det som en kortere tur i dag.

Lidt sjovt at kunne høre hendes begejstring når jeg havde klaret min tur – det gav en god fornemmelse i maven. Jeg håber at hun kan holde mig fanget, og at jeg kan gennemføre de 9 ugers træning, men jeg tænker at hvis jeg kunne klare 8 ugers hård træning i Fitness World, så kan jeg vel også klare de 9 uger…det er min plan i hvertfald.

Lysten til den sunde mad er kommet igen og min morgenmad/formiddagsmad blev til via inspiration fra Annika fra Fra Kageform til Topform (hun er værd at følge på facebook, for der kommer masser af inspiration fra hende).

Avocadotoast

Jeg følger for øvrigt også de to skønne kvinder på Instagram hvor jeg får min dosis inspiration også. Der hedder de madling_dk og frakageformtiltopform.

Du er velkommen til at følge mig på instagram også – der hedder jeg rosamor.

Med dette vil jeg ønske dig en skøn dag, og husk at du kan meget mere end du selv tror <3

Anja

Sommeren 2013 – den gode mad

Selv-inspiration.

Jeg sad lige og lurede på instagram-billeder og hvad der ellers lå i arkiverne og op dukkede alle de skønne billeder af dejlig sund mad. Fra da jeg startede hos Nicole Punzi, min hårde men retfærdige kostvejleder og fra hen over sommeren i 2013 hvor alt virkelig tog fart. Nu er det jeg sidder og tænker på, hvorfor jeg gav lidt slip på det? Hvad er det der har gjort at jeg veg bort fra det? Måske er det den mørke vinter – måske er det fordi jeg glemte hvor godt det smagte og hvad det gjorde ved min energi? Måske er jeg bare blevet lidt doven hvad angår madlavning…mulighederne er mange, men det her giver mig lidt selv-inspiration (er det overhovedet noget der hedder det?)

IMG_1454

 

IMG_1467

 

IMG_1477

 

IMG_1529

 

IMG_1694

 

IMG_1868

 

I morgen står den på løbetur med ny motivations-app, og efterfølgende skal jeg forkæle mig selv med en lækker smoothie inden turen går til nordsjælland og et meget spændende møde.

Indtil da…masser af smil til dig fra mig

Anja

Run for fun

Jeg synes ikke det er sjovt at løbe…

men men men jeg tror lige at jeg fandt lidt motivation i dag. Se lige hvad der kommer til DK for første gang!

THE COLOR RUN

Color run 2014

 

Jeg har set billeder af det på nettet og faldt så lige over dette i dag – hele dette løb kommer til København og Herning i år og jeg må simpelthen bare prøve det! Tænk hvor fantastisk det må være at løbe/gå/lunte sig igennem 5 km og bare opleve musik og farver i en stor pærevælling! Jeg MÅ bare med d.15 juni. Let´s Run for fun!

Color Run 2014-1

 

The Happiest 5K

 

Og lige i dag, lige her til morgen, fik jeg sørme også snøret mine løbesko og fik luntet en lille tur på 2,6 km – det gik ikke stærkt, og det var ikke langt men jeg fik det gjort og det er det vigtigste. Jeg har ikke løbet i over et år nu, tror jeg, og derfor starter jeg lidt forsigtigt ud. At der så lige landede en Color Run lige foran mig, som motivation, er jo bare skønt.

Løbeskoene er på

 

Hvad siger du? Skal du ikke med? Vi er to som prøver at samle os et hold, og jeg vil så gerne have dig med…så skriv en mail eller en kommentar her, gerne så hurtigt som muligt, hvis du vil med. Det vil da være den fedeste oplevelse EVER!

Tjek video her, hvis du vil se lidt af hvad det går ud på.

COLOR RUN PÅ YOUTUBE

Jeg glæder mig til at give den gas 15 juni i KBH.

Indtil da….Happy Running <3

Anja

Earth Hour

Sluk lyset i en time.

WWF opfordrer endnu engang til at slukke lyset i en time, og det er i morgen Lørdag d. 29. marts kl.20.30 – 21.30. Sidste år var der et eller andet der kom i vejen for at jeg huskede at slukke lyset, og det irriterede mig bagefter. Jeg havde skrevet det i kalender men der kom noget i vejen for det, MEN i år er jeg klar til at være med til denne verdensomspændende ide, som skal gøre opmærksom på at vores klima er i forandring.

IMG_1391

 

Jeg synes det er så fascinerende at det kommer til at foregå over hele verden – mørket der sænker sig og få lys der bliver tændt rundt omkring i stuerne. Formålet med dette her er at skabe opmærksomhed og forhåbentlig få politikere rundt omkring i verden til at handle og stå sammen om at gøre noget.

Jeg glæder mig til at slukke lys

Jeg glæder mig til mørket

Jeg glæder mig til følelsen af at være en del af noget større

Jeg glæder mig over at kunne give mit lillebitte bidrag

Skal du også være med?

Jeg vil opfordre dig til at være med – lad os være en del af det store hele.

IMG_2608

 

Jeg ønsker dig en god weekend, også i den mørke time.

Anja

This entry was posted in Livet.

Fejring og forkælelse

Jeg øver mig i at fejre, stort som småt.

Så det gjorde jeg i lørdags, med en god håndfuld dejlige tøser. Jeg fejrede at jeg blev godkendt af SKAT til at få mit cvr nummer til min lille fine virksomhed anjadamgaard.dk, som jeg med tiden gerne vil fokusere på. Det har ikke været uden forhindringer, men den største forhindring har nok været mig selv, og sådan er det jo ofte. Jeg bliver dog bedre og bedre til at se på mulighederne og ikke kun på de forhindringer der dukker op, og så gemmer der sig jo også en lille fighter inden i mig – en som gerne vil vise sit værd og sit hjerte frem.

Nå men det blev så fejret med lidt forkælelse, for jeg havde fået nye produkter fra Elisabeth Gierus, nemlig en rensemælk og en dagcreme (til en gammel kone som mig over 40)…ANYWAY, så havde jeg huset for mig selv i en del timer inden gæsterne kom, og det var skønt at tulle lidt rundt, og høre musikken fra Maria Montells nye cd og bare have tid til MIG. Jeg fik så lejlighed til at få prøvet produkterne og det var en succes. Jeg glæder mig til at få lidt ny fugt til ansigtet, for jeg synes godt nok at min hud er tør og savner det. Rensemælken brugte jeg sammen med en fugtig varm klud. Cremen dufter fantastisk og er drøj i brug. En af de ting der også er lidt fint, er at produkterne er pæne og ligefrem pynter på badeværelset. Det kan godt være det er lidt fjollet men det betyder også noget for mig. Jeg ved også at det handler om at jeg ikke drikker nok vand i løbet af dagen, så det er en af de ting der virkelig skal strammes op på.

Elisabeth Gierus

 

Jeg er virkelig taknemmelig for at have disse aftener, hvor mand og lillepigen smutter til Hornbæk og jeg kan have en tøseaften. Det giver så meget ny energi, til mig, til parforholdet og til dem omkring mig. Nyder at lave lidt lækkerier klar til gæsterne og nyder at de kommer med deres små retter, som sirligt bliver anrettet på fade. Nyder boblerne i glasset og tiden som flyver med masser af snak.

Tapas i stor stil

 

Bordet er dækket

 

Roser fra Trine

 

Tillykke-blomst

 

Tillykke blomst

 

Jeg blev forkælet med smukke orkideer og roser – tak for dem, kære tøser.

Og hey, se nu der, jeg fik hentet et glas vand 🙂

IMG_6820

 

Hvad gør du for at forkæle dig selv og husker du at fejre stort, som småt? En ting er sikkert, jeg forsøger at blive bedre til det.

Kram til alle jer

Anja

This entry was posted in Livet.